Skip til hoved indholdet

Principper og politikker

Principperne for Rungsted Skole hviler på skolens værdigrundlag. Vi har som mål i alle forhold, at leve op til skolens 5 værdier:

Faglighed - Anerkendelse - Gensidig respekt - Engagement - Nysgerrighed

Principper

Formål:

At understøtte læreprocesser i undervisningen så eleverne opnår maksimal læring og trivsel

Princip:

  • Puljetimer skal fordeles så det understøtter skolens fokusområder
  • Puljetimer skal anvendes i forhold til særlige fysiske rammebetingelser (store hold, sikkerhedshensyn i faglokaler osv.)
  • Puljetimer kan fordeles med henblik på at fremme elevernes trivsel (lejrskoler, studieture, teaterforestillinger osv.)
  • Puljetimer kan bruges til at lave holddeling inden for klassen eller på tværs af klasser. Kriterier der lægges til grund for holddelingen skal understøtte den konkrete læringskontekst og kan tage udgangspunkt i: Deling efter køn, fagligt niveau, motivation, læringsstil, eksperthold, ekstrovert/introvert osv. 

Rungsted Skole prioriterer balanceret læsning højt, og skolens læseundervisning skal baseres på systematiske indsatser, der bygger på viden om virkningsfulde metoder og strategier. Vi vægter, at arbejde med afkodning, sprogforståelse og tekstforståelse.

Formål:

Den enkelte elev undervises og støttes i sin læseudvikling, således at eleven maksimerer sin læseudvikling og læselyst uanset læseforudsætninger.

Princip:

Skolens ansvar:

  • Udvikling af elevernes læsekompetencer er en opgave for alle lærere og alle fag fra 0.-9. kl.
  • Skolens dansklærere skal være linjefagsuddannede, og dansklærerne i indskolingen skal have særlige kompetencer i forhold til læseindlæring
  • Læselyst og gode læseoplevelser skal være drivkraften i den positive læseudvikling
  • Skolen skal have veluddannede læsevejledere, som vejleder kollegaer i forhold til den nyeste viden omkring læsning og følger op på klassernes læseresultater
  • Læsevejlederne skal deltage på udvalgte forældremøder og rådgiver forældre i forhold til læsning og læsemotivation
  • Skolen prioriterer ressourcer til differentieret læsning i de yngste klasser, således at alle børn får en god start på deres læseudvikling
  • Ved overgangen mellem børnehave og skole er der særlig opmærksomhed på barnets sproglige udvikling så en eventuel ekstra indsats kan startes så tidligt som muligt, samt på hvordan forældre kan bidrage til sprogudviklingen
  • Elever med læseudfordringer støttes så tidligt som muligt, og der udarbejdes individuelle handleplaner for elever med læseudfordringer
  • Der vægtes et balanceret forhold mellem analog og digital læsning 

Forældrenes ansvar

  • Forældrene skal inddrages i børnenes læse- og sprogudvikling

Evaluering

Der gennemføres årlige læseevaluering i alle klasser og på udvalgte klassetrin gennemfører alle elever en national test i dansk.

Med baggrund i ovenstående mål og principper, samt den gældende lovgivning udarbejder skolen en handleplan for læsning, som revideres en gang om året.

Formål

Formålet er, at alle skolens børn oplever glæde, anerkendelse og respekt i dagligdagen, samt oplever at de er en del af fællesskabet og tager ansvar for skolens værdier

Skolens opgave og ansvar

  • Rungsted Skole skaber et miljø og en kultur på skolen og i den enkelte klasse, der fremmer fællesskabet samt forståelse og respekt for skolens værdier
  • Rungsted Skole arbejder på, at der blandt børnene er et inkluderende miljø med accept af hinandens forskelligheder
  • Rungsted Skole arbejder på, at børnene lærer strategier til at håndtere og løse konflikter samt drillerier på et aldersvarende niveau
  • Rungsted Skoles børn skal have tillid til, at voksne i deres dagligdag vil hjælpe dem i situationer, de ikke selv er i stand til at håndtere eller løse
  • Sproget skal på skolens område være respektfuldt og anerkendende
  • Skolen arbejder med høj elevinddragelse

 Forældrenes opgave og ansvar

  • Alle forældre har et medansvar og en opgave i at støtte op og hjælpe med at skabe et godt miljø og en god kultur, ved at lære børnene forståelsen af og respekten for skolens værdier
  • Trivsel skal være et fast punkt på forældremøder
  • Kontaktforældre er klassens trivselsforældre, der bl.a. byder nye forældre velkomne til skolen og til klassefællesskabet
  • Læring og trivsel er hinandens forudsætning og derfor har trivsel en afgørende betydning for den faglige udvikling og skal prioriteres i både Skole og SFO

 Fælles for alle

  • Arbejdet med den gode trivsel er en fælles opgave for skolen og forældrene

Evaluering

Opfyldelsen af formålet vurderes bl.a. i forbindelse med den nationale trivselsundersøgelse, der gennemføres blandt børnene årligt samt løbende i det daglige trivselsarbejde

Trivselsundersøgelsen for den enkelte klasse danner baggrund for nye mål for trivselsarbejdet i klassen.

Læs mere om skolens handleplaner i Trivselspolitikken på skolens hjemmeside.

Formål:

  • At styrke elevernes læringsparathed, sociale kompetencer, alsidige udvikling, motivation og trivsel
  • At supplere og understøtte den fagopdelte undervisning ved at give eleverne lejlighed til at lære på forskellige måder samt repetere og træne

Princip:

Indholdet af den understøttende undervisning afspejler klassetrin og bemanding, og har særlig fokus på:

  • Trivsel – gennem feedback til og dialog med den enkelte elev og grupper af elever
  • Studietid – hvor eleverne gennem f.eks. faglig fordybelse kan få støtte til hjemmearbejde, få trænet studievaner etc.
  • At styrke de fag hvor eleverne i særlig grad har et læringspotentiale
  • At koble teori og praksis i fagene ved bl.a. at arbejde med praksisnære problemstillinger, bl.a. ved at skolen tilstræber at bruge den understøttende undervisning til at udvide kendskabet til lokalsamfundet

Organisering og bemanding

Fordelingen af den understøttende undervisning skal tilstræbes at være 50/50 i forhold til lærere/pædagoger. UUV i indskolingen skal i organisering og indhold tilrettelægges som et bindeled mellem skole og SFO.

UUV bemandes så den så vidt muligt afspejler og understøtter de overordnede formål, skolens udvalgte fokusområder, det pædagogiske personales kompetencer, det ønskede indhold og skolens økonomiske råderum.

Det tilstræbes, at studietid varetages af læreruddannet personale. UUV i udskolingen varetages af læreruddannet personale.

Formål:

Lektier er aktiviteter uden for den faglige undervisningstid. Formålet er, at lektier skal understøtte elevens læring samt forberede eleven til den kommende undervisning.

Princip:

  • På Rungsted Skole er lektier en integreret og understøttende del af undervisningen. Lektierne er sat ind i en sammenhæng, så eleverne kan se en mening med dem. Lektier gives, når lærerne vurderer, at der er mulighed for læring.
  • Lektier gives differentieret, det vil sige, at udfordringerne tilpasses den enkelte elev. Lektierne kan laves på skolen i skolens studietid, men nogle elever vil stadig have brug for at arbejde med skolearbejde hjemme.
  • Lektier må aldrig have karakter af undervisning i nyt stof, men nogle børn har behov for mere tid og mere træning end det, der er tid til på skolen.
  • Udskolingseleverne kan forvente at have lektier (i mindre omfang hvis man er fokuseret i studietid). Dette har til formål at lære de unge gode studievaner til deres videre uddannelsesforløb.
  • Skolen forventer at forældrene følger med i deres børns skolearbejde.

Fakta om lektie

Lektier understøtter og styrker elevernes læring inden for både de faglige, de personlige/sociale og de metodemæssige kompetencer. Det kan fx være

  • Træningslektier, hvor eleven træner allerede kendt stof.
  • Forberedelseslektier, hvor eleven arbejder med viden og færdigheder, der skal bruges i en efterfølgende lektion.
  • Færdiggørelseslektier, hvor eleven gør den opgave færdig, han/hun har arbejdet med i klassen. Dette kan også være gruppearbejde.
  • Uddybningslektier, hvor eleven arbejder med kendt stof på en ny måde, f.eks. ved at formidle det via medier, spil i de yngste klasser eller større afleveringsopgaver i de ældste klasser (herunder indsamling af informationer til en emne- eller projektopgave, fx via litteratur, nettet, interview, eksterne samarbejdspartnere)
  • Studievaner og strategier: At have overblik over skema og pakke taske, administrere tid, selvstændig løsning af opgaver, strategier for arbejde med forskellige typer skolearbejde.

Formål:

Rungsted Skole ønsker at bringe omverden ind i skolen, samtidig med at vi åbner os for omverdenen. Den åbne skole skal gennem samarbejde med lokalsamfundet højne trivslen og motivationen for eleverne, øge den faglige kvalitet samt styrke livsdueligheden. Ligeledes skal samarbejdet medvirke til, at Rungsted Skoles elever bliver bekendt med mulighederne for fritidstilbud samt styrke deres uddannelsesparathed og erhvervsorientering.

Princip:

  • Skolen sikrer, at der løbende bliver skabt praksisnære relationer mellem skolen og omverdenen – både lokalt og globalt
  • Skolen arbejder for at samarbejdet kan bringe virkelighedsnære problemstillinger ind i skolen, således at eleverne kan arbejde med praksisnære løsningsforslag
  • Skolen arbejder for at skabe internationale forbindelser, som kan bringe det globale møde ind i skolen
  • Skolen arbejder for at skolens forældre stiller sig til rådighed, således at de kan inddrages som ressourcer i planlægning og gennemførelse af aktiviteter knyttet til den ”Åbne skole”
  • Skolen sikrer, at samarbejdet med eksterne tager udgangspunkt i og understøtter opnåelsen af elevernes læringsmål både i den fagdelte og understøttende undervisning
  • Skolen tilstræber at samarbejde med både offentlige og private virksomheder, idrætsforeninger, musikskole, ungdomsskole samt andre kulturinstitutioner for at inspirere eleverne til at udfolde deres faglige, musikalske, kunstneriske og sportslige interesser og evner

Formål:

Målet med skemalægning er, at skabe det bedst mulige skema for alle elever ud fra fagdidaktiske overvejelser, som giver eleverne en så harmonisk og sammenhængende undervisning og samtidig en så afvekslende uge som muligt, for derigennem at understøtte elevernes læring og trivsel.

Princip:

  • Møde- og sluttidspunkt vil fremgå af det vejledende grundskema, som dog vil kunne ændres i løbet af året
  • Undervisningen ligger i tidsrummet kl. 8.00 – 15.15
  • Hvis der er pædagogiske/didaktiske argumenter for det lægges timerne i de enkelte fag i ”moduler eller blokke” 

Ved skemalægningen tilstræbes følgende:

  • At klasserne fra 0. – 3. årgang møder klokken 8.00
  • At klasserne fra 4. – 9. årgang mødes så tidligt som muligt
  • At skemaerne er færdige før sommerferien, så det kan udleveres på sidste skoledag 

Ved skemalægning for den enkelte klasse tilstræbes følgende:

  • At små fagområder, herunder understøttende undervisning, der kun optræder med to lektioner om ugen ikke placeres på to af hinanden følgende dage
  • At praktisk/musiske fag spredes over flere dage
  • At planlægge med sammenhængende undervisningsforløb, dvs. med dobbeltlektioner for de større fag
  • At der udarbejdes et skema for skolens faglokaler
  • At idrætstimerne planlægges på tværs af årgangen
  • At tysk- og fransktimerne planlægges på tværs af årgangen
  • At der tages hensyn til placering af konfirmationsundervisning på 8. årgang

Formål:

Elever kan ifølge Folkeskoleloven opfylde en del af undervisningspligten gennem deltagelse i eliteidræt eller musikskoleundervisning. Formålet er at give elever med særlige idræts- eller musiktalenter mulighed for at dygtiggøre og udfolde sig inden for disse områder.

Princip:

  • Tilladelse til at en elev opfylder en del af sin undervisningspligt i musikskole eller i idrætsforeningen, gives af skolens leder på baggrund af en skriftlig anmodning fra elevens forældre.
  • Skolens leder vurderer i samarbejde med klassens lærere om det er fagligt og socialt forsvarligt. Hensynet til at eleven rent fagligt kan leve op til læringsmålene, vil altid veje tungere end hensynet til deltagelse i andre aktiviteter.
  • Fritagelsen kan kun gives i begrænset omfang, typisk en enkelt time om ugen til musikskoleundervisning og max. 2 – 4 timer om ugen til eliteidræt. Tilladelsen kan gives for ½ skoleår ad gangen, hvorefter der foretages en fornyet vurdering.
  • Fritagelse for undervisning skal primært ligge i den understøttende undervisning
  • Deltagelse i musik- eller sportsaktiviteter kan ikke erstatte et helt fag (eks. Idræt eller musik)
  • Ved en fritagelse fra undervisning er det elevens og forældrenes ansvar at holde sig orienteret om undervisningens indhold og eventuelle opgaver.
  • En anmodning fra forældre om fritagelse af en elev fra undervisningen i forbindelse med dette princip, skal være vedlagt en indstilling fra idrætsklub eller musikskole, indeholdende en motivering af, at der er tale om eliteniveau, tidsforbrug samt konkurrenceniveau.

Formål:

At etablere et tillidsfuldt samarbejde mellem skolen og hjemmet, så skolen og hjemmet i fællesskab støtter den enkelte elevs udvikling i forhold til de faglige, sociale og personlige kompetencer, så eleven opnår den højest mulige læring og trivsel i forhold til sit potentiale.

Samarbejdet er et fælles ansvar med en tydelig rolle- og arbejdsfordeling, som i gensidig forståelse og anerkendelse respekteres af alle parter.

Princip:

Skole/hjem-samarbejdet foregår på tre niveauer.

1. Samarbejde omkring det enkelte barn

  • Der er en løbende dialog om barnets udvikling. Dette foregår i ”Min Uddannelse” og på forældreintra
  • Der afholdes 2 årlige skole/hjem-samtaler. Kontaktlæreren deltager i samtalen, og relevante faglærere og skolepædagoger deltager efter behov
  • Elevplanen udfyldes løbende i ”Min uddannelse”

Ud over de faste møder kan begge parter tage initiativ til en dialog, hvis man oplever et behov for at tale sammen. 

2. Klassesamarbejdet

  • 2 kontaktforældre vælges i hver klasse årligt (se beskrivelse i folder)
  • Der afholdes 2 årlige forældremøder. Klassekoordinator er ansvarlig for det ene møde. Kontaktforældre og klassekoordinator er ansvarlig for det andet møde, der kan planlægges som et temamøde. Det første forældremøde afholdes afdelingsvis som et fælles møde med deltagelse af ledelse og skolebestyrelse, hvorefter møderne fortsætter i de enkelte klasser. 

3. Overordnede skole/hjem-samarbejde

Skolebestyrelsen afholder minimum et årligt møde for kontaktforældre/forældregruppen. Mødet er et stormøde, der afholdes som et temamøde om pædagogisk relevante emner.

Formål:

Formålet med evaluering er (med udgangspunkt i en datainformeret kultur), at sikre et kvalificeret grundlag for udvikling af undervisningen, for elevernes læring og trivsel, forældresamarbejdet samt for arbejdsmiljøet.

Princip:

  • Evaluering er en dynamisk proces, hvor vi formulerer mål, som vi kan følge op på og som kvalificerer dialog, refleksion og læring på elev-, klasse-, fag-, afdeling- og skoleniveau
  • Rungsted Skole har en systematisk evalueringskultur, hvor data bidrager til den professionelle udvikling
  • Rungsted Skole informerer sig i data og sørger for at bruge al relevant data (nationale test, 9. klasses eksamen, karakterer, elevfravær, observationer, medarbejdertilfredshed, selvevalueringer, etc.), som kan relateres til faglig og social trivsel
  • Rungsted Skole bruger både kvalitative og kvantitative pædagogiske data samt kvalitative og kvantitative omverdensdata
  • Rungsted Skole følger det nationale og kommunale testprogram, som indgår i den løbende evaluering
  • Rungsted Skole er proaktiv og anvender en række test og evalueringer, der understøtter skolens fokusområder og målsætninger

Hørsholm Kommune har defineret tre formål med evaluering:

  • Læring og udvikling: at de opsamlede resultater bearbejdes og danner grundlag for udvikling af undervisningen og for videndeling
  • Kvalitetssikring: at sikre kvaliteten af den enkelte elevs læring gennem en systematisk opsamling og bearbejdning af resultater som udgangspunkt for nye mål.
  • Dokumentation: at opsamle dokumentation til brug for dialog mellem de implicerede parter og for det kommunale tilsyn med skolerne.

Hørsholm Kommune vægter lærings- og udviklingsaspektet højest og tilgodeser samtidig behovet for kvalitetssikring og dokumentation.

Formål:

At rammesætte det didaktiske og pædagogiske samarbejde, så der sikres højest mulig læring og trivsel for eleverne samt et fagligt og udviklende miljø for både lærere og skolepædagoger

Princip:

  • Skolen er organiseret i en indskolings-, mellemtrin- og udskolingsafdeling. Lærerne har en primær tilknytning til en afdeling
  • Fagopdelt undervisning varetages så vidt muligt af lærere med undervisningskompetence i de fag de underviser i
  • Understøttende undervisning varetages af skolepædagoger og lærere efter de retningslinjer som Hørsholm Kommune vedtager
  • Der skal for hvert årgang dannes et årgangsteam. Lærere og skolepædagoger organiseres i årgangsteam omkring klasserne på en årgang og varetager så mange undervisningsopgaver på årgangen som muligt under hensyntagen til ovenstående. I indskolingen lægges der vægt på et fålærerprincip, der betyder at undervisningen som udgangspunkt varetages af årgangsteamets lærere, så eleverne møder så lærere som muligt
  • Lærerne i årgangsteamet deles om kontaktlærerfunktionen. Kontaktlæreren har til opgave at varetage primærkontakten til elev og forældre og opsamler den samlede status på elevens faglige, sociale og personlige udvikling
  • I hver klasse udpeges en lærer som klassekoordinator, der har til opgave at koordinere klassens forældremøder, skole/hjem-samtaler, samarbejde med kontaktforældre mm.

I fordelingen af arbejdsopgaver og sammensætning af medarbejderteam skal der så vidt mulig lægges vægt på opgavernes indhold og omfang, medarbejdernes erfaring og kompetence samt klassernes sammensætning.

Formål:

  • At give eleverne mulighed for at udvikle personlige og sociale kompetencer, samt at udvikle deres evne til at deltage i et fællesskab
  • At styrke fællesskabet
  • At skabe variation i hverdagen, og give mulighed for at afprøve viden og omsætte viden til praksis
  • At flytte undervisningen til anderledes læringsrum, og derved skabe et anderledes læringsrum
  • At give eleven faglige og sociale udfordringer i kulturelle, sproglige og samfundsmæssige forhold

Princip:

Ekskursioner giver mulighed for faglig fordybelse. Alle klasser skal minimum på en årlig tur, og destinationen aftales i lærerteamet.

Lejrskoler er en læringsaktivitet, hvor der er særlig fokus på klassens fællesskab. Der afholdes tre lejrskoler i skoleforløbet, og destinationen besluttes af de lærere der deltager. Der opfordres til at tage af sted med hele årgangen. På 6. og 9. årgang skal eleverne have medindflydelse:

  1. klasse 2 overnatninger (400 kr./elev)
  2. klasse 3 overnatninger (900 kr./elev)
  3. klasse 2 overnatninger (600 kr./elev)

Skolen afholder denne udgift. Ledelsen skal sikre den nødvendige økonomi samt den praktiske tilrettelæggelse.

Hytteture foregår i weekender eller på andre skolefri dage, og arrangeres af forældrene, hvis primære formål er, at understøtte klassens sociale liv.

Udvekslingsrejse til Frankrig og Tyskland er en skolerejse med det formål at give eleverne en global og kulturel forståelse, ved at arbejde med den internationale dimension. Udvekslingsopholdet er en del af skolens globale program, og en forudsætning for at komme på et udvekslingsophold er, at man er parat til at være værtsfamilie for en fransk/tysk elev. Elevernes familie betaler rejsen, og alle udgifter i Frankrig/Tyskland finansieres af venskabsskolerne.

Rungsted Skole financierer ekskursioner og oplevelser for de fransk/tyske elever under deres besøg.

I forbindelse med en lejrskole/skolerejse opkræves af forældrene 100 kr./dag til kost.

Formål:

SFO’ens formål er, at tilbyde et meningsfuldt pasningstilbud som i samarbejde mellem pædagogisk personale, børn og forældre støtter børnenes personlige og sociale udvikling og udfordrer og fastholder interesser og erfaringer med leg og aktiviteter, samt at udvikle og vedligeholde et trygt, lærende og positivt fællesskab, som understøtter og fremmer børnenes dannelse, trivsel og alsidige udvikling.

Princip:

  • SFO’en er en del af skolens hverdag, hvor pædagogerne og lærere indgår i et ligeværdigt samarbejde med et fælles fokus på det enkeltes barns udvikling og trivsel. Vi ønsker at understøtte en kontinuitet, hvor barnet og børnenes læringsfællesskaber opleves sammenhængende i både skole og SFO tid
  • SFO’en er en certificeret Natur-SFO og bidrager med forskellige former for udendørsliv og bevægelsesglæde
  • SFO’en bidrager til udvikling af børns leg, venskaber og aktive deltagelse i fællesskabet
  • SFO’en planlægger et højt aktivitetsniveau- både indenfor og udenfor skolen - der udfordrer børnenes nysgerrighed, kreativitet og motorik
  • SFO’en lægger vægt på at børnene inddrages og har medbestemmelse i de daglige aktiviteter.
  • SFO’en bidrager til den gode dialog mellem forældre om det enkelte barn
  • SFO’en tilstræber at drage fordel af medarbejdernes forskellige kompetencer og erfaringer og benytte dem til fordel for børnenes alsidige udvikling
  • SFO’en tilstræber et højt informationsniveau, så forældrene er informeret og kan bakke op om de daglige aktiviteter
  • SFO’en organiserer MiniSFO i perioden maj-juni for de kommende skolebørn på 0. årgang. MiniSFO skal sikre en god overgang mellem dagtilbud og skole.

Formål:

Formålet med princippet er, at have tydelige procedurer for vikardækningen, for derigennem at kvalitetssikre vikarindsatsen, så eleverne opnår den læring der er beskrevet i de fastsatte mål for fagene.

Princip:

  • Det afsøges altid om skolens egne lærere eller pædagoger kan dække undervisningen, alternativt benytter skolen eget vikarkorps, som oplæres i undervisningsopgaven af ledelsen
  • Som udgangspunkt vikardækkes alle lektioner – de yngste elever dækkes først
  • Elever i 7.-9. klasse kan i yderste konsekvens få aflyst lektioner
  • Ved planlagt fravær: Der er udarbejdet præcise retningslinjer for vikarerne, som sikrer at der undervises i materiale planlagt af læreren
  • Ved sygefravær: Der er udarbejdet præcise retningslinjer for vikarerne, som beskriver hvad der skal ske, hvis læreren er syg (og der ikke er udarbejdet undervisningsmateriale)
  • For at kvalitetssikre vikartimerne evaluerer eleverne disse på et evalueringsark

Formål:

Formålet med princip for Forældrenes ansvar er, at beskrive hvordan forældrene ved Rungsted Skole kan bidrage til, at skabe en god arbejdsplads for børn og voksne.

Princip:

En engageret skole forventer engagerede forældre. Det betyder, at

  • forældrene deltager i møder og arrangementer på skolen og tager del i fællesskabet omkring klassen
  • forældrene holder sig orienteret i den løbende information fra skolen
  • forældrene er medansvarlige for, at deres børn overholder skolens regler og værdigrundlag

Fordi forældrene er de vigtigste rollemodeller for deres børn. Når forældrene engagerer sig i skolen, oplever børnene, at skolen er vigtig.

Eleverne er parate til at modtage undervisning, når de møder i skolen. Det betyder, at

  • forældrene sørger for, at børnene møder til tiden hver dag
  • børnene er udhvilede, har spist morgenmad og fået madpakke med
  • forældrene interesserer sig for børnenes skolegang

Fordi en god start på dagen giver overskud og dermed mere udbytte af undervisningen.

Forældrene er loyale over for skolen og klassens fællesskab. Det betyder, at

  • forældrene udtrykker sig loyalt om skolen og skolens medarbejdere over for egne børn
  • forældrene fører en konstruktiv dialog med hinanden og med skolens medarbejdere
  • forældrene føler sig forpligtet af fælles aftaler i klassen, f.eks. klassens regler eller aftaler om fødselsdage, fester og alkohol
  • forældrene taler altid positivt om klassens øvrige elever foran egne og andre børn
  • forældrene sørger for at holde ferie i skoleferierne

Fordi forældrenes positive attitude over for skolen og klassens øvrige elever og forældre giver barnet den tryghed og tillid til skolen, som er en væsentlig forudsætning for barnets udvikling og læring.

Forældrene viser tillid til skolen og til lærernes professionelle arbejde. Det betyder, at

  • forældrene kender og respekterer og bakker op om skolens værdigrundlag
  • forældrene respekterer lærernes beslutninger vedr. undervisningen og klassens dagligdag
  • forældrene tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart de undrer sig over eller har spørgsmål til skolens praksis
  • forældrenes henvender sig til skolens ledelse, hvis de er uenige eller utilfredse med en medarbejders beslutninger

Fordi skolens ledelse (og ikke enkeltforældre) har ledelsesansvaret i forhold til skolens medarbejdere.

Formål:

Formålet er, at alle skolens interessenter skal have mulighed for at få et godt kendskab til Rungsted Skole, samt at skabe et fundamentet for et gensidigt respektfuldt samarbejde både internt mellem skolens medarbejdere og eksternt mellem skole og hjem. Kommunikationen er dialogbaseret og i en anerkendende tone.

Princip:

  • Den skriftlige kommunikation mellem skole og hjem skal anvendes til gensidig orientering af generel karakter og skal formuleres kort, præcist og være rettidigt
  • Håndtering af komplekse problemstillinger skal ske i en mundtlig dialog mellem skole og hjem
  • Personsager bliver kun drøftet mellem de involverede parter og ikke i en større personkreds

Forældrenes ansvar

Forældrene kommunikerer i dagligdagen med skolen via AULA. I tilfælde af evt. konflikter kontakter forældrene skolen for at få en mundtlig dialog om et evt. problem.

Det forventes, at forældrene holder sig løbende opdateret i AULA.

Skolens ansvar

Skolen sikrer tilstrækkelig og rettidig kommunikation både i forhold til generelle orienteringer og i forhold til enkeltelever og klasser. Alle skolens medarbejdere holder sig dagligt orienteret på Aula, og henvendelser besvares hurtigt, dog senest efter 2 arbejdsdage. 

Kommunikationsplatformer

Skolens hjemmeside

Skolens hjemmeside henvender sig til skolens eksterne interessenter. Hjemmesiden giver en overordnet præsentation af skolen.

AULA

AULA er skolens daglige kommunikationsplatform mellem alle interessenter. Via AULA er der adgang til læringsplatformen MIN UDDANNELSE, hvor årsplaner, ugeplaner samt elevplaner bliver uploadet

Forældremøder

Ud over den digitale kommunikation gennemføres en lang række møder mellem forældre og skole (se principper for skole-hjemsamarbejdet)

Facebook

Facebook henvender sig til forældregruppen og skal give et indblik i dagligdagen på Rungsted Skole.

7 gode råd

  • Vær saglig og konkret og undgå tolkninger
  • Vis tillid og respekt for forskellige roller
  • Vær lydhør og nysgerrig – prøv at sætte dig ind i modtagerens situation
  • En dialog bør være mundtlig - undgå længere skriftlige debatter
  • Information og kommunikation skal være rettidig
  • Undlad så vidt muligt kritik på skrift – kritik virker stærkere i skrevet form
  • Husk ”sovetesten” – lad en følelsesladet besked vente natten over, inden du sender den.

Formål:

At skabe retningslinjer for Rungsted Skole i forhold til sponsorater.

Princip:

Vi overholder den til enhver tid gældende markedsføringslov samt Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring (retsinfo.dk).

Etiske forhold, der skal opfyldes

Hvis skolen søger en fond eller et firma om midler til et givent projekt, er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke kommercielle modydelser, firmaet måtte have forventninger om.

Der søges ikke fonde eller firmaer, der kan rejse spørgsmål til skolens holdninger og værdigrundlag.

Praktiske foranstaltninger

Skolen vil i tæt samarbejde med giveren aftale, hvorledes en eventuel omtale af det donerede beløb eller andre ydelser skal foregå. Gaver og sponsorater må ikke skabe et afhængighedsforhold.

Reklameskilte må i mindst muligt omfang anvendes/påføres sponseres navn, logo etc., for at tage hensyn til eventuel påvirkning og prægning af børnene.

Beslutninger vedrørende sponsorater

Skolebestyrelsen godkender ansøgninger og forespørgsler.

Hvis skolen ønsker at ansøge om sponsor- eller fondsmidler nedsættes et ad hoc-udvalg, der sammensættes af skolebestyrelsen, medarbejdere samt ledelsen.

Formål:

  • At give eleven mulighed for at indtage en varieret og ernæringsrigtigt kost i skole/SFO tiden.
  • At fremme elevernes mulighed for at træffe sunde valg på baggrund af daglig praksis på skolen og indsigt på sundhedsområdet
  • At sikre at vores elever er mætte og sunde – for dermed at understøtte trivslen og den faglige udvikling 

Princip:

  • Det er forældrenes ansvar, at deres børn medbringer gode og ernæringsrigtige madpakker i skolen
  • Til hverdag spiser eleverne ikke slik eller kage på skolen. I forbindelse med fødselsdage og højtider kan skolens personale eller forældre beslutte at der serveres kage eller lign.
  • 7.-9. kl. har tilladelse til at forlade skolen i middagspausen. Der kan de blandt andet købe mad

Det er ikke tilladt at medbringe sukkerholdige drikkevarer, slik, chips mm. Dette bliver inddraget af skolens personale og udleveres til eleverne efter skoletid.

Politikker

På Rungsted Skole samarbejder vi om børnenes læring og trivsel. Derfor forventer vi følgende:

1. Støt op om skolen værdigrundlag og ordensregler

2. Forbered dit barns skoledag

  • Følg op på ugeplanen og eventuelt hjemmearbejde

3. Sørg for at dit barn møder senest kl. 8

  • Friskt og veludhvilet
  • Med en sund madpakke & drikke

4. Kommunikation

  • Benyt AULA ved sygdom, fravær og lignende
  • Benyt AULA til mails, vi svarer indenfor 2 dage

5. Støt op om årgangsteamet

  • De arbejder på at sikre dit barn og elevernes samlede læring og trivsel
  • Stil gerne undrende spørgsmål
  • Inddrag ikke dit barn i alle skoleovervejelser

6. Støt op om klassens fællesskab

  • Mød de andre elever og deres forældre med positive forventninger
  • Vær aktiv omkring legemuligheder for dit barn

7. Støt op om skolens aktiviteter fra 0. – 9. klasse

  • Deltagelse i forældremøder/skole/hjem-samtaler og skolearrangementer

8. Støt op om dit barns læring

  • Spørg dit barn, hvad det har lært i dag og vær aktiv lyttende og deltagende
  • Følg med på Ugeplanen & Min Uddannelse, så du kender til skoledagens indhold

9. Benyt SFO’en

  • I SFO’en er der mange muligheder for leg og læring på tværs af årgange
  • Ryd op i garderoben
  • Husk at tjekke dit barn ud via Tabulex

Formål:

  • At samarbejde med forældrene om at gøre børnene i stand til at færdes sikkert i trafikken
  • At gøre børnenes vej til og fra skole så sikker som muligt
  • At elever fra 4. klasse selv transporterer sig til og fra skole
  • At alle voksne viser hensyn og hjælper med en god trafiksikkerhed omkring skolen
  • At alle børn og voksne følger skolens retningslinjer af hensyn til trafiksikkerheden

Politik:

Til og fra skole

Alle elever fra 4. klasse og opefter cykler til og fra skole, med mindre de bor mere end 5 km. fra skolen. I indskolingen opfordres forældre til at gå eller cykle til skole med deres børn.

Når man cykler til skole gør man således

Hvis man kommer ad Alleen kører man bag om skolen langs med klubben Titanic til cykelparkerings-området og sætter sin cykel i et stativ.

Hvis man kommer ad Østre Stationsvej kører man ad den dobbeltrettede cykelsti på skolens side af vejen og direkte ind til cykelparkeringsområdet.

Hvis man gerne vil parkere sin cykel ved indskolingen, cykler man forsigtigt fra den hvide låge langs med ”Kiss and Go”- området og sætter sin cykel i cykelstativ ved indgangen til Regnbuen.

Hvis børnenes køres i bil til skole skal afsætningen foregå således

Hvis man gerne vil følge sit barn til klassen, skal bilen parkeres på en af de afmærkede P-pladser ved stationen. Vi opfordrer til at forældrene i løbet af børnehaveklassen lærer barnet selv at gå ind til klassen. Vær også opmærksomme på at undervisningen begynder kl. 8, og vis hensyn til lærerne så de kan starte den første time roligt og til tiden.

Fra 1. klasse sætter forældrene barnet af i ”Kiss and Go”, og barnet går selv til sin klasse. I ”Kiss and Go”- området kører man helt frem, sætter barnet af og kører straks videre, så der bliver plads til de næste biler. Børnene lærer og udvikler sig ved selv at få ansvaret for at gå til klassen, sørge for overtøj og madpakke. Dette har også en positiv betydning for børnenes selvværd.

I tidsrummet 7.45 til 8.00 er det ikke tilladt at køre ind på eller ud fra skolens område gennem den hvide låge af hensyn til børnenes sikkerhed.

Skolepatruljer

Udvalgte elever fra 7. klasse uddannes til og fungerer som skolepatruljer i morgentrafikken. Skolepatruljerne hjælper deres kammerater over vejen, men de har ikke ansvaret for elevernes sikkerhed i trafikken. Forældrene opfordres til at bakke op om skolepatruljerne og følge deres anvisninger.

Undervisning

Der undervises i trafik på alle klassetrin, hvor materialer fra ”Rådet for sikker trafik” anvendes i både teoretisk og i praktisk form.

  • 0. årgang: der arbejdes med "Min trafikbog"
  • 1. årgang: der arbejder vi med teori om trafik og træner og gennemfører "Gåprøven"
  • 2. årgang: der arbejdes med trafikregler i "Den store by", hvor elevernes viden fra 1. klasse udbygges
  • 3. årgang: der arbejdes med "Den lille cyklistprøve" i samarbejde med ”Rådet for sikker trafik”, Teknisk museum og politiet
  • 5. årgang: der arbejdes med trafikpraktik i samarbejde med ”Rådet for sikker trafik” og Teknisk museum.
  • 6. klasse: Cyklistprøve, som består af såvel en teoretisk del som en praktisk del, hvor eleverne får mulighed for at få vurderet deres adfærd i trafikken
  • Udskolingen: besøg af trafikinformatører, som er trafikofre med synlige handicap, der kommer og holder foredrag.

Vi opfordrer i øvrigt forældrene til også at tage aktivt del i elevernes trafikuddannelse, ved at vise og tale om, hvordan forskellige situationer i trafikken takles. På alle klassetrin kan materialer fra ”Sikker trafik” indgå i undervisningen.

Cykelkampagner og events

Hele skolen deltager hvert år i uge 37 og 38 i kampagnen ABC (Alle Børn Cykler), hvor eleverne går eller cykler til skole.

Udskolingen har i uge 41 en uge, hvor de træner til motionsdagen. Her indgår blandt andet cykelaktiviteter. For 3. klasserne stilles en forhindringsbane op i gården, og børnene kan her afprøve deres færdigheder og kendskab til cyklen.

Når skolen er på tur cykler 4. - 9. årgang til og fra Fredtoften.

Cykelture i skoletiden

I forbindelse med undervisningen indgår af og til cykelture. På disse ture i skoletiden skal eleverne bære cykelhjelm, og hvis de ikke har deres egen med kan de låne en hjelm på skolen.

I øvrigt opfordrer skolen til, at alle forældre sørger for, at deres børn bærer cykelhjelm, når de cykler til og fra skole.

Samarbejdet med Hørsholm Kommune om trafiksikkerheden

Vi har løbende samarbejde med kommunen, ”Sikker trafik” og Nordsjællands Politi. Kontaktpersonen på skolen er færdselskontaktlæreren.

Kommunikation 

Politikken lægges på skolens hjemmeside og deles ud til alle nye forældre, når børnene begynder på skolen.

Rungted Skole
Østre Stationsvej 1 A, 2960 Rungsted Kyst

EAN 5798008382833
CVR 70960516

Telefon: 48 49 00 62
rungsted_skole@horsholm.dk